Danskerne tror på en sejr til Hillary Clinton

07-11-2016

Hvem vinder det amerikanske valg? Det spørgsmål har Ipsos stillet 21.600 personer fordelt på 38 lande. Og danskerne tror på Hillary. Kun 14 % forudser, at Donald Trump får præsidentposten, når amerikanerne går til valg i morgen. Forventningen om en demokratisk sejr deler vi med det meste af verden.

Halvdelen af amerikanerne forventer, at Hillary Clinton bliver vinderen af valget, mens omkring hver fjerde amerikaner gætter på Trump som valgets vinder.

Hos sydkoreanerne er tiltroen til en republikansk sejr helt i bund. Under 5 % tror på, at Trump bliver USA’s næste præsident.

Kun Kina og Serbien tror på Trump

Serberne og Kineserne skiller sig ud og er mere optimistiske på republikanernes vegne end resten af verdens befolkning. 4 ud af 10 serbere regner med en sejr til Trump, mens 29 % regner med Hillary som vinder. Kineserne er splittet mellem de to præsidentkandidater med henholdsvis Trump (32 %) og Clinton (28 %).

Den største tro på en demokratisk sejr finder man derimod hos mexicanerne. Her vurderer over 86 %, at præsident Trump og hans grænsemur ikke kommer til at ske. Generelt er der stor tiltro til Clinton i de latinamerikanske lande: Mexico (86%), Chile (82%), Colombia (82%), Argentina (74%) og Brasilien (69%).

Kineserne er den befolkning, der er mest i tvivl om valgresultatet. Næsten 40 % vil ikke spå om, hvem der bliver den næste præsident i USA. Det vil Colombianerne til gengæld gerne. Kun 5 % svarer ”ved ikke”, mens 82 % forventer en sejr til Hillary Clinton.

Hvem tror du vinder det amerikanske præsidentvalg?

Land Donald Trump Hillary Clinton Ved ikke
Danmark 14,2 % 74,6 % 11,2 %
USA 26,4 % 50,2 % 23,4 %
Sverige 18 % 67,6 % 14,4 %
Norge 9 % 83 % 7 %
Serbien 39,8 % 28,7 % 31,6 %
Kina 32,2 % 28,4 % 39,4 %
Canada 17,2 % 61,3 % 21,4 %
Mexico 5,8 % 86,4 % 7,8 %
Sydkorea 4,8 % 83,6 % 11,6 %

Undersøgelsen dækker 38 lande heriblandt Danmark, Norge og Sverige, Kina, Japan, Israel, Frankrig, Sydafrika og flere Europæiske, asiatiske og sydamerikanske befolkninger. I alt har over 21.689 personer deltaget i undersøgelsen. 

Se flere af undersøgelsens resultater her